Talentholdets første andenplads nogen sinde

30. maj 2010

Randers Lions Talent sikrede sig lørdag holdets første andenplads nogensinde, da Løvernes Mads Skov slog Brovst' Alex Richardy i en omkørsel om de to matchpoint. Begge hold sluttede på 28 point, mens hjemmeholdet Holstebro vandt matchen med 37 point og Esbjerg sluttede sidst med 25 point.

Dermed overtog Holstebro førstepladsen i 2. division fra Randers Lions Speedway, der dog har kørt en match mindre end Vestjyderne.

- Det var en fantastisk spændende match, hvor holdene lå meget tæt. Desværre kunne vi ikke følge med Holstebro, men det var dejligt at vinde omkørslen og få vores første andenplads, siger talentholdleder Christine Yder.

For Talentholdet blev Danny Maassen topscorer med 12 point fra fem heat, Mads Skov scorede 10 på fem heat, Jesper Andersen noterede sig for tre point og Jacob Sørensen to point, på hver tre heat, mens Lars Johansen scorede et enkelt på fire heat.

I rundens anden match vandt Outrup med 46 point over hjemmeholdet fra Fjelsted, der scorede 42. Munkebo scorede 24 point og Esbjergs pigehold otte point. Dermed hentede Outrup ind på Randers Lions i kampen om den ene oprykningsplads til 1. divisions.