Løvernes første topopgør

23. april 2010

For første gang nogen sinde skal Randers Lions Speedway ud i et rigtig topopgør, når løverne i morgen møder det andet tophold i 2. division Outrup Speedway Club i Esbjerg.

Begge hold kæmper om den ene oprykningsplads til 1. division og begge hold vandt deres første match i år.

- Vi har stor respekt for Outrup og selvom de ikke har Nicolai Klindt med på holdet, som vi nok havde forventet, så har de stadig et meget stærkt hold, med nogle gode unge kørere, men vi kommer også med fem stærke kørere, som jeg samlet set vurdere til at være mere rutinerede end Outrup-kørerne og det kan blive udslagsgivende i en match som denne, siger holdleder Janus Millard.

Løverne ledes an af de to tidligere superligakørere Claus Lauridsen og Mads Skov (billedet). Sidstnævnte får sin debut i løvevesten, mens Lauridsen debuterede i sidste uges sejr i Fjelsted.

Simon Anders Werner og Lars Johansen er også gengangere fra sidste uges hold, mens Eskild Kruse, som Løverne har lånt i Holsted Speedway Klub, bliver holdets femte mand.

- Vi har et godt samarbejde med holdlederen for Holsteds 1. divisionshold Thomas Schack og vi er glade for igen at kunne låne en stærk kørere af dem. Vi håber en dag de bliver interesseret i en af vores kørere, som vil kunne få chancen i 1. division, siger Millard.

På talentholdet er der comeback til tyske Danny Maassen, der brækkede kravebenet i 2009-sæsonens sidste match, men nu er tilbage for fuld styrke.

- Desværre var det umuligt at få plads til Danny på førsteholdet, på grund af hans holdsætningsværdi, men jeg er sikker på, at han nok skal få chancen på et senere tidspunkt, han er stadig en ung kørere med en stor fremtid hos os, siger Millard.

Holdopstillingerne i Esbjerg
Esbjerg Motor Sport
1. Ole Søgaard Larsen
2. Jesper Jørgensen
3. Emil Falk Meyer
4. Mads Kølbæk
5. Michael Staal

Outrup Speedway Club
1. Bjarne Nilsson
2. Lasse Kragh
3. Kenneth Dyrvig Jensen
4. Karsten Pagh
5. Steffen Paaskesen

Randers Lions Talent
1. Jesper Andersen (K)
2. Jens Hoelgaard
3. Peer Jørgensen
4. Danny Maassen
5. Jacob Sørensen

Randers Lions Speedway
1. Claus Lauridsen (K)
2. Mads Skov
3. Lars Johansen
4. Simon Anders Werner
5. Eskild Kruse

Matchen starter kl. 13.00.

Rundens andet opgør køres også i Esbjerg og står mellem Esbjerg Motor Sports pigehold, Holstebro Speedway Club, Fjelsted Speedway Klub og Munkebo Speedway Club.