Tidligere Englands-professionel til Randers Lions

6. april 2010

Randers Lions Speedway har lavet en aftale med den tidligere professionelle speedwaykører René Madsen (billedet), der har kørt ni sæsoner i den Engelske Liga for blandt andet Oxford, Peterborough og Coventry.

Madsen kørte sidste år en enkelt match i 2. division, for Grindsted Speedway Club på Løvernes hjemmebane i Randers, hvor han vandt alle sine tre heat og viste, at han stadig kan køre fra de unge kørere.

- René kommer med en helt uvurderlig erfaring og han har en fantastisk evne til at lærer de unge kørere at side rigtigt på cyklen. Så vi har både fået en meget stærk kører, men også en god lærermester til vores unge kørere, siger holdleder Janus Millard.

Madsen skal også køre for Silkeborg Speedway Clubs Old Boys hold i år, men når Old Boys Turneringen ligger stille, er han klar til at hjælpe Løverne i 2. division.

- Det er en del af vores aftale, at René prioritere Silkeborgs Old Boys hold højst, men at han vil hjælpe os så meget han overhovedet kan i år. Både som kører og som træner for vores øvrige kørere, siger Millard.

Udover sin flotte karriere i England, kvalificerede Rene Madsen sig til U21 VM-finalen i både 1992 og 93.