Randers Lions ramt af trafikuheld

24. august 2009

Randers Lions Speedway fik den værst tænkelige optakt til lørdagens ligamatch i Esbjerg, da Morten Dyrehauge (billedet) var impliceret i et biluheld på vej til løbet i Esbjerg.

Den unge kører slap med skrækken, men Mortens storebror, der også var chauffør i bilen blev indlagt til observation på Viborg Sygehus.

Det lykkedes dog på rekord tid, for assisterende holdleder Christine Yder at lave en aftale med Jimmy Råbjerg om at afløse Morten Dyrehauge.

- Vi var naturligvis alle påvirkede af situationen omkring Morten, men jeg må sige, at alle leverede en sublim præstation på banen og selv om vi endte sidst, kan vi absolut være vores indsats bekendt, siger Christine Yder.

For løverne blev tyske Danny Maassen topscore med 9 point, Mathias Yder scorede 3, mens Richard Løgstrup stod for det sidste point. Jesper Andersen og Jimmy Råbjerg scorede ikke point.

- Det var meget positivt for os, at både Mathias og Richard scorer point. Det viser endnu engang, at vores arbejde med de nye kørere er ved at bære frugt og Danny viser virkelig sit høje niveau, med ni point i så hårdt et løb, siger Yder.

Løverne kører deres næste match den 5. september på hjemmebanen i Randers.