Skadesramte løver tilbage på banen

19. juni 2009

Randers Lions Speedway kører sæsonens syvende match, når det efter en pause på tre uger igen går løs i Munkebo på Fyn, hvor løverne fra Randers udover hjemmeholdet også møder Holstebro Speedway Klub og Esbjerg Motor Sport.

Løverne stiller med følgende hold:
1. Richard Løgstrup (K)
2. Lars Daniel Gunnestad
3. Brian Hellman
4. Simon Frahm Hansen
5. Mathias Yder

- Det har været en ekstrem vanskelig proces op til denne match, hvor vi på grund af skader og andre afbud, er blevet tvunget til at gå på kompromis med vores sæson-målsætning om ikke at bruge gæstekørere. Derfor har vi lånt Simon Frahm Hansen i Outrup Speedway Club, fortæller holdleder Janus Millard.

Morten Dyrehauge har beskadiget hånden under en fysikeksamen og Jakob Nymark brækkede kravebenet under tirsdagens træning. Begge kørere er først klar igen til efteråret. Til gengæld er Mathias Yder (billedet) klar igen efter en kort skadespause med en beskadiget finger.

Brian Hellman er også ny i løvevesten, men står i Løvernes officielle bruttotrup hos Danmarks Motor Union og han skal derfor bruges mindst en gang i løbet af 2009.

- Jeg har vurderet, at denne match var det rigtige tidspunkt til at få brugt Brian Hellman. Det ville koste os en straf på tre matchpoint, hvis vi ikke bruger ham i løbet af i år og det har vi simpelthen ikke råd tid, forklarer Millard.

Den normale kaptajn Robert Løgstrup sidder over i denne match og kaptajn-rollen overtages af Roberts storebror Richard Løgstrup.

Lars Daniel Gunnestad er tilbage hos løverne efter en længere pause og erstatter tyske Danny Maassen, der kører semifinale om det tyske juniormesterskab.

- Det bliver spændende at gense Lars Daniel, han har udviklet sig enormt siden han kørte sæsonpremieren for os, så han bliver et stærkt kort i Munkebo, slutter Millard.