Kongerne af Outrup

6. maj 2012

Randers Lions vandt lørdag holdets sjette sejr af syv mulige i Outrup, da Løverne besejrede Silkeborg og Outrup i et nyt drama, der både bød på kontroversielle dommerkendelser og en afgørelse i sidste heat.

Løverne kom hurtigt bagud i matchen, hvilket ikke skyldtes præstationerne på banen, men den ulige fordeling af heatene, hvor Randers-holdet kun kørte fem af matchens første ni heat.

- Vi kom for alvor i gang i matchens 10. heat, hvor Nikolaj Busk Jakobsen og Mikkel Salomonsen lavede en dobbeltsejr over Silkeborg, der på det tidspunkt lå klart i spidsen af matchen, fortæller holdleder Janus Millard.

I matchens næst sidste heat troede Lions-holdet af sejren var sikret, da Danny Maassen og Simon Werner igen sikrede en dobbeltsejr over Silkeborg, men i sidste sving tabte Werner kædeskærmen og blev efterfølgende udelukket af dommeren og så var der igen lagt op til en afgørelse i sidste heat, hvor Løverne skulle have tre point for at sikre sejren.

- Når en kører taber kædeskærmen, skal han udelukkes, hvis dommeren skønner, at den er til fare for de øvrige kørere, men, hvordan han kunne skønne det i den pågældende situation er mig en gåde. Kørerne ligger så tæt, at de på intet tidspunkt kan have været generet af den, fortæller Millard.

I matchens sidste heat sikrede Jacobsen og Salomonsen dog en afgørende 4-2 sejr over Outrup og dermed kunne Løverne juble over sæsonens anden sejr.

Randers Lions scorede 41 point, Silkeborg blev nummer to med 39 point og Outrup sidst med 28 point.

For Løverne blev Kenneth Hansen topscorer med 17 point på 6 heat, Nikolaj Busk Jakobsen scorede 10 på 5 heat, mens Mikkel Salomonsen scorede 7+3 på 5 heat, Danny Maassen 6 point på 4 heat og Simon Werner 1+1 på 4 heat.

Næste gang Randers Lions skal i aktion bliver den 12. maj på hjemmebanen i Randers, hvor Fjelsted og Outrup kommer på besøg.