Grindsted og Kronjylland vil samarbejde om talent og eliteudvikling

16. august 2011

Grindsted Speedway Klub og Kronjyllands Speedway Club indleder fra 2012-sæsonen et nyt og epokegørende samarbejde for at styrke talentudviklingen og elitesatsningen i de to klubber.

På et møde mandag aften mellem de to klubbers bestyrelser, blev rammerne for det kommende samarbejde aftalt og at de to klubber i 2012 stiller med et fælles 50cc hold, 80cc hold og et 500cc talenthold. Derudover vil de to klubber samarbejde om træningsarrangementer og klubudviklingen generelt.

- Vi har haft et utroligt positivt møde og vi vil de samme ting, derfor er det naturligt for os at samarbejde, så begge klubber nu kan tilbyde vores unge kørere at være på et attraktivt hold lige fra de starter på 50cc til de rykker op på 500cc og måske en dag ender som superligakørere, siger formand for Grindsted Speedway Klub Claus Herskind.

Samarbejdet indebærer også at de to klubber beholder deres respektive 500cc elitehold, det vil sige superligaholdet i Grindsted og Randers Lions i Kronjylland, men at begge klubber vil tilstræbe, at der sker en vis form for udveksling af kørere mellem de to hold.

- Vi ser utroligt meget frem til samarbejdet med Grindsted. Vi supplere hinanden godt og kan lære meget af hinanden. Vi håber naturligvis også på, at deres Superligahold kan være med til at styrke Randers Lions yderligere og at vi samtidig kan udvikle nogle kørere, der kan bruges på Grindsteds superligahold, siger formand for Kronjyllands Speedway Club Keld Hagen.

De to klubber håber, at de med det nye samarbejde vil kunne stå endnu stærkere i fremtiden både på og udenfor banen.

- Vi er hver især to af de mindre speedwayklubber i Danmark, men sammen kan vi udvikle os til en magtfaktor i dansk speedway, lyder det fra de to klubformænd.

Læs mere om Grindsted Speedway Klub her

Hent den fælles pressemeddelelse fra de to klubber her