Stimen fortsætter - ny tredjeplads til løverne

10. maj 2009

Randers Lions Speedway sikrede sig for tredje gang af tre mulige et matchpoint, da det blev til 26 point og en tredjeplads på udebane i Glumsø på Sjælland.

Matchen blev vundet af det suveræne hjemmehold fra Midtsjællands Sports Motorklub med 42 point foran Fjelsted Speedway Klub med 33 point. Holstebro Speedway Klub sluttede sidst med 19 point.

- Vi er ved at udvikle os til et ekstremt stabilt hold, og det er jeg meget imponeret over, når vi tager i betragtning, at vi har så mange unge kørere på holdet. I Glumsø kunne vi ikke stille noget op overfor hjemmeholdet, men vi gjorde alt hvad vi overhovedet kunne for at hænge på Fjelsted, men desværre trak de fra os til sidst, fortæller holdleder Janus Millard.

Løvernes unge tyske komet, Danny Maassen (billedet) blev igen topscore for Randers Lions med 10 point fra fem heat, mens Robert Løgstrup og Bo Kristensen blev noteret for henholdsvis ni og seks point ligeledes fra fem heat.

Richard Løgstrup gjorde det godt i sine to heat, dog uden at score point, mens Morten Dyrehauge scorede sit første point, da en af Holstebros kørere udgik med maskinskade.

- Morten har fået en rigtig god start på sæsonen og jeg er meget imponeret over, hvor seriøst han arbejder med sin sport. Han kører fantastisk stabilt og sikkert, så når han får bygget noget mere fart på, kan han blive en meget vigtig kører for os, siger Janus Millard.

Næste opgave for løverne bliver lørdag den 16. maj, hvor holdet skal til Munkebo på Fyn.