Løverne møder Holsted og Silkeborg i Randers Lions Cup

27. februar 2011

Tirsdag den 12. april afvikles den første udgave af Randers Lions Cup. Løbet afvikles som en 4-holdsmatch med deltagelse af de to hjemmehold Randers Lions og Randers Lions Talent, samt Holsted Speedway Klubs 1. divisionshold og Silkeborg Speedway Clubs 2. divisionshold.

Matchen køres efter samme heatskema som en almindelig divisionsmatch med fem kørere på hvert hold over 20 heats.

- Vi er utrolig stolte over, at kunne arrangere dette løb, som sammen med vores træningslejr til Malmø fra den 8. til 10. april bliver en meget vigtig brik i optakten til 2011-sæsonen, siger holdleder Janus Millard.

Det er ikke tilfældigt, at det netop er Holsted og Silkeborg, der er blevet inviteret med til Randers Lions Cup.

- Holsted har tradition for at blande sig i toppen af 1. division, så vi får en rigtig god mulighed for at se, hvor vi selv står i forhold til at blande os i toppen af 1. division i år. Samtidig er Silkeborg, sammen med Fjelsted og vores Talenthold formentlig de tre stærkeste hold i 2. division i år, så det bliver også en rigtig god test af vores talentkørere, siger Janus Millard.

Matchen køres på løvernes hjemmebane i Randers den 12. april og starter klokken 18.00.