Christine Yder: Talentholdet vil vinde medalje

11. december 2010

Talentholdleder Christine Yder forventer, at Randers Lions Talent i 2011 vil blande sig i toppen af 2. division og vinde en medalje.

- Holdets første sæson forløb godt og vi fik kørt flere gode matcher, men nu skal vi løfte holdet op i den sjove ende af tabellen og jeg forventer, at vi står med en medalje om halsen når sæsonen er slut, siger Christine Yder.

Randers Lions Talents primære opgave er at udvikle kørerne til at køre med på Randers Lions og efter oprykningen til 1. division er kravene til talentkørerne også steget.

- Det er klart, at vi skal løfte vores sportslige niveau og det er jeg også overbevist om, at vi vil gøre. Men vi skal fortsat holde fokus på, at den primære opgave fortsat er at udvikle kørerne og modne dem til 1. division.

Randers Lions Talent blev i 2010 nummer otte i 2. division.