Talentløverne bed fra sig

29. august 2010

Randers Lions Talent sikrede sig i sidste heat en flot tredjeplads i lørdagens hjemmematch, men kunne ikke forhindre Outrup i at tage endnu tre matchpoint og dermed hente ind på Randers Lions.

Randers Lions' match i Holstebro blev aflyst på grund af for meget vand på banen. Der er endnu ikke fastsat en ny dato til den aflyste match.

Outrup scorede 40 point, Esbjerg blev nummer to med 36 point, Talentholdet scorede 23 point og Esbjergs pigehold 21 point.

- Vi fik en rigtig god start og lå faktisk foran Outrup efter de første seks heat, inden de trak fra os. Derefter havde vi en hård dyst om tredjepladsen med Esbjergs Piger, som vi heldigvis vandt til sidst, siger Talentholdleder Christine Yder.

For Randersholdet blev Robert Løgstrup (billedet) topscorer med 11 point fra seks heat. Lars Johansen lavede fem point, Jacob Sørensen fire og Phillip Kudsk to point alle fra fire heat, mens Jesper Andersen noterede sig for et enkelt point fra to heat.

I den samlede stilling er der nu kun fire point mellem Randers Lions og Outrup, der dog har kørt en match mere end Løverne.